Refugiemuligheder

Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle, som er en selvejende institution, oprettet 1986 arbejder i krydsfeltet imellem videnskab, kunst og samfund med formidling som sin hovedopgave. 

Centerets bygninger har en særpræget arkitektur, der bl.a. hidrører fra den særlige bygningsperiode, kaldet »Bedre Byggeskik«. 

Til Skærums historiske baggrund hører møllens forbindelse med klosterbevægelsen (1163), og i samhørigheden med den overfor liggende herregård Nørre Vosborg (1550) er der tale om gammelt krongods. 

Skærum Mølles smukke naturomgivelser ejes af Naturstyrelsen, der gennemfører et naturgenopretningsprojekt ved to vandløb i området. 

Centeret danner ramme om seminarer, kurser og forelæsninger for interesserede i alle aldre. Temaer, der behandles, er inden for alle fagområder fra såvel humaniora som natur- og samfundsvidenskaber, og formidles af eksperter fra diverse universiteter og forskningsinstitutioner, ligesom der arbejdes i nordiske og internationale sammenhænge. 

På Centeret findes overnatningsfaciliteter for ca. 50 personer tillige med arbejdsrum, biblioteker og en række studiecentre inden for geologi og astronomi samt et særligt udstillingshus skabt af kunstneren Per Kirkeby og et lille teglværksmuseum. 

Tilstødende, separate huse med egne køkkenfaciliteter (tiltænkt gæsteforelæsere) giver Folkeuniversitetscenteret mulighed og plads for at tilbyde inspiration og fordybelse med koncentreret arbejdsro til forfattere og andre skrivende kulturarbejdere, der f.eks. arbejder inden for arkitektur og billedkunst. 

Folkeuniversitetsvirksomheden er som skabt til og har tradition for mange »cross-over« aktiviteter, hvor projekter opstår og formidles på tværs, hvorved der gives mulighed for udveksling og udvikling mellem de forskellige »beboere«. 

Vi henvender os til mennesker, der ønsker såvel at arbejde selvstændigt og koncentreret som at indgå i dialog med Folkeuniversitetsvirksomhedens kulturarbejdere og lokalbefolkningen. Det vil bl.a. være muligt at holde offentligt foredrag, en udstilling eller workshop om ideer og arbejdsmetoder i løbet af opholdet.

Vi kan tilbyde opholds- & overnatningsmulighederne:

Det Gule Hus

Trekanten

Skærumhus

Værelser på Skærum Mølle

 

Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle · Skærum Møllevej 4 · DK-7570 Vemb · Tlf.: +45 97 48 13 22 · Mail: kontor@folkeuniversitetscenteret.dk...