Anna Elise Villemoes

I forbindelse med Anna Elise Villemoes’ død 6. november 2008 skrev Gudrun Aspel på vegne af alle omkring Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle:

Centerleder ved Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle og ejer af skov- og landbrugsbedriften Skærum Mølle døde efter et kort ophold på Holstebro Sygehus den 6. november 2008 i en alder af 84 år.

Skærum Mølle har været omdrejningspunktet i Anna Elises liv. Hun er født der i juli 1924, og hun vendte efter mange års forskellige ophold og gøremål tilbage dertil og virkede som daglig leder af det i 1986 oprettede Folkeuniversitetscenter frem til sin død. Anna Elise varetog hermed på den smukkeste måde den arv, som var overdraget hende igennem bedsteforældre og forældre, og som hun følte sig forpligtet af og stærkt knyttet til.

I april 2006 fejredes 100 året for Villemoes-slægtens overtagelse af Skærum Mølle, hvor dog allerede i 1879 de to aktive brødre Niels og Kresten Villemoes havde indfundet sig som bestyrere under Nørre Vosborgs ejerskab, indtil fru Christine Tang Valeur i 1905 anmodede dem om at købe Møllen og landbruget samt drive Vosborg Teglværk.

Der foreligger mange vidnesbyrd om det helt særlige driftige og kreative liv, der herefter udfoldede sig på Skærum Mølle med opfindertalent og initiativer hele tiden set i en vinkel for almenvellet og samfundets tarv, også hos Kresten Villemoes, hvis virke flyttedes til Teglgården i Lemvig.

Johanne og Niels Villemoes døde i 1934 efter at have boet de senere år i det statelige ”aftægtshus” – det røde hus på bakken. Deres to sønner var Jens og Laurids Villemoes. Jens Villemoes skabte virksomhed i Esbjerg, og Laurids og Agnes Villemoes fortsatte livet på Skærum Mølle, hvor de opdrog to sønner og den lille Anna Elise, som ad skæbnens mærkelige veje blev den, der skulle slutte med at føre Skærum Mølle videre.

Anna Elise havde ganske vist en landbrugsmæssig uddannelse og ophold på Den Suhrske Husmoderskole, men det blev en uddannelse som socialrådgiver, der tilfredsstillede hendes analytiske begavelse og hendes store trang til aktivt at være med til at gøre en samfundsmæssig indsats. For hende stod de foregående generationer på Skærum Mølle som eksempel på at yde det ypperste og gøre det på en ordentlig måde med et sigte ud over sit eget.

Anna Elise Villemoes virkede i en årrække som socialrådgiver på Kommunehospitalet i København og senere på Sankt Hans Hospital i Roskilde. Et ægteskab med en officer i handelsflåden og heraf følgende mange udlandsrejser satte imidlertid en stopper for en fortsat faglig karriere, men medførte også en ny opgave som mor for to børn, som nu er voksne og har egne familier inklusive 4 børnebørn.

Udlandsrejser var ikke en fremmed verden for Anna Elise, idet hendes forældres store lyst til at se fremmede egne og forskellige livsvilkår havde bevirket, at hun med dem havde foretaget adskillige rejser, der gav hende udsyn, inspiration og oplevelse af mangfoldighed.

Da Anna Elise Villemoes efter sine brødres og sine forældres død blev ansvarlig for landbrugsbedriften på Skærum Mølle, gik hun med stor ildhu ind i den opgave – også efter at hun i 1987 frasolgte stedets bygninger til Folkeuniversitetscenteret, hvis daglige leder hun blev, idet centerets første formand professor Thorkil Kristensen udtalte: ”Det går ikke, uden vi køber fru Villemoes med”. Det kom til at gå ved Anna Elises ulønnede indsats hånd i hånd med de mennesker, der stod bag centerets oprettelse. Anna Elise vendte således hjem til Skærum Mølle, og ringen blev sluttet.

Tiden herefter bragte Anna Elise i berøring med et stort antal personer og institutioner, således at der ved Anna Elises død er umådelig mange mennesker, der føler både vemod og taknemmelighed.

De ord, der knytter sig til Anna Elises færden, er beskedenhed, hjælpsomhed, venlighed, aktivitet, humor og glæde – en imødekommende, stilfærdig holdning og en helt særlig personlig stil, der viste hendes både realitetsbundne og visionære format.

Anna Elise ydede meget, men havde også den evne, som den libanesiske digter Khalil Gibran taler om med ordene: ”Hvilken fortjeneste kan være større end den at have mod og tillid ja barmhjertighed til at modtage”. Anna Elise tog imod mennesker og deres hjælp og kvitterede med sine glade øjne og gode smil.

Anna Elise Villemoes tildeltes i september 2007 Ridderkorset af Dannebrogsordenen.

Ved Anna Elises død rinder Halfdan Rasmussens ord i tanken: ”Trådene synger. Det svundne er med, hvor du går. Livet har vævet sit mønster af dage og år”. Han fortsætter: ”Drøm spinder tråd til det kommende. Intet går tabt”, og vi er mange, der er taknemmelige for at føle os forpligtet til at fortsætte arbejdet i Anna Elises ånd og fastholde den atmosfære og det mål, der skal sikre den fremtidige udvikling af Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle.



Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle · Skærum Møllevej 4 · DK-7570 Vemb · Tlf.: +45 97 48 13 22 · Mail: kontor@folkeuniversitetscenteret.dk...