Indbygget 1928 • Restaureret 1999

Urets ophavsmand, Chr. Ørnholm

Født i Ugilt sogn d. 2/1 1857 og død 3/2 1936.

 Døbt Chr. Jensen søn af husmand Jens Larsen Christensen og jordemoder Juliane Frederikke Christensen.

I begyndelsen af 1860 flyttede de til Vrensted. Ørnholm kom i lære hos den lokale smed Søren Larsen, ”Smed Søren”. Det er i øvrigt betegnende for vendelboernes respekt for levebrødet, at man nævner arbejdet før manden. Om ”Smed Søren” siges det, at han var ret slem til at drikke, og måske derfor blev Ørnholm ikke udlært hos ham, men udstod sin læretid hos smed Chr. Knudsen, Løkken.

Efter endt læretid tog Ørnholm en kort periode ud at sejle, for søfartsbog den 11/6 1977. Bliver indkaldt til tjeneste i søværnet 31/5 1879 og hjemsendt efter endt tjeneste den 1/10 1879.

Derefter tager Ørnholm på valsen i bl.a. Tyskland og Svejts og efter ca. 1 år får han arbejde på en symaskinefabrik i Odense. Derefter rejser han til København og får arbejde som finmekaniker på J.G.A. Eikhoff’s maskinfabrik. Senere får han arbejde som tårnurmager hos Bertram Lars i 1½ år og følgende på Store Nordiske Telegrafselskabs fabrik i 2 år.

Ca. 1902 begynder han så småt at etablere sig som urmager og finmekaniker. I 1907 starter han sammen med H.C. Heidemann ”Dansk kinematografisk fabrik” i Studiestræde 16. Omkring 1912 sælger Ørnholm sin andel i fabrikken og koncentrerer sig mere om at opbygge en tårnurfabrik. Men tingene udvikler sig ikke så gunstigt, så Ørnholm overvejer at udvandre til USA, hvilket ikke bliver til noget formodentligt på grund af 1. verdenskrig.

1/8 1914 køber Ørnholm sognefoged Lars S. Larsens cykelværksted i Vrensted, som han hurtigt får omdannet til tårnurværkstedsfabrik. Vrensted Taarnuhrfabrik.

Da Ørnholm havde fået et godt ry som finmekaniker i København varede det heller ikke længe før der som kunder fra hele landet. Mange af opgaverne var så komplicerede, at andre værksteder anså dem for at være umulige. Han fremstillede mange perron-ure til DSB og Privatbanerne; men hans største opgaver var tårnure, hovedsageligt til kirker; men også herregårde rundt omkring i landet fik lavet tårnure.

Et andet kapitel af hans virksomhed i Vrensted var standure. ”Vendsyssel Bornholmerure”. Det var efter andre urmageres udsagn noget af den bedste kvalitet, der kunne udføres. Hans krav til kvalitet var så høj, at af ca. 30 unge mennesker, der kom i lære hos ham, blev kun 2 udlært.

Han fremstillede 243 tårnure og ca. 183 standure. Fabrikken blev solgt den 3/2 1936 til A. Kjeldsen Nielsen, Løkken, som den 20/12 1936 flytter hele fabrikken til Løkken hvor den får navnet ”Løkken Tårnur Fabrik”.

Chr. Ørnholm dør den 3/2 1936.

Løkken Tårnurfabrik

Da det nye rådhus i Århus i 1940 fik sit tårnur, var det Europas største med en skive på 7 m i diameter – og det var fremstillet i Løkken. Tårnurfabrikken i Løkken, der var kendt over det meste af Danmark, leverede ure til de fleste kirker i Nordjylland og perronure bl.a. i Sønderjylland og på Fyn. Fabrikken lå i Jernbanegade.

Men det hele begyndte i Vrensted. H.C. Ørnholm var født i Ugilt 1857, men voksede op i Vrensted, hvor han kom i smedelære. Som svend fik han bl.a. arbejde hos en tårnurmager i København og her oprettede han senere sit eget ”Mekaniske Værksted for fabrikation af Uhre og Finmekanik” og tilbød ”Tårn- og Bygningsuhre til Kirker, Herregårde, Fabrikker og Skoler”. Tårnurene var med 5 års garanti.

I 1914 flyttede han fabrikken til Vrensted, hvor han i begyndelsen af 1930erne fik en lærling fra Løkken, Henry Kjeldsen Nielsen (f. 1918), søn af snedkermester Anders Kjeldsen Nielsen, Jernbanegade 34. Henry K. Nielsen fik svendebrev i 1938 og var Danmarks eneste tårnurmager med svendebrev.

I 1936 døde Ørnholm, og Anders Kjeldsen Nielsen købte tårnurfabrikkens maskiner og flyttede fabrikationen til Jernbanegade i Løkken. I nr. 34 var der maskinsnedkeri i den vestlige bygning og tårnurfabrik i den østlige. Her arbejdede hans to sønner Harald og Henry, og det blev mest Henry, der kom til at forestå fremstillingen af tårnure. I 1963 købte Henry Jernbanegade 27, ”Villa maalet” og flyttede hele tårnurfabrikken hen i det store baghus. Harald Kjeldsen Nielsen fortsatte i nr. 34 med VVS-virksomhed.

Men det var ikke bare urene, der havde Henry Kjeldsen Nielsens interesse. Han konturerede en malkemaskine, der under navnet SOLO også blev fremstillet i Løkken. Henry Kjeldsen Nielsen var i det hele taget en opfindertype og fik anmeldt patent på et skjult hængsel til overfalsede døre. Desuden havde han konstrueret støtteben til sovesofaer. Dem blev der fremstillet i tusindvis af på fabrikken.

I 1959 fik Henry Kjeldsen Nielsen overrakt en 1. præmie i en idékonkurrence udskrevet af Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Det var den tidligere finansminister, professor Thorkil Kristensen, der overrakte præmien.

Kjeldsen Nielsen solgte Vendelbogade 27 i 1979; men da var tårnurfabrikken ophørt. Han døde året efter.

”Jeg kom i lære i 1964. Det var fru slagter Sørensen, der talte med Henry om det. Min mor var lige død på det tidspunkt. Jeg havde nogle travle år på fabrikken, der lige var flyttet til nr. 27. Jeg lavede en del drejearbejde, bl.a. støtteben til sovesofaer. Det var en af Henrys opfindelser. Men jeg arbejdede også med ure.

Vi arbejdede stadig med de gammeldags tårnure; men Henry var også ved at gå over til de elektriske ure. Vi havde en del vedligeholdelsesarbejde, så jeg var med Henry på mange ture sydpå, bl.a. til Kolding- og Haderslevegnen, da Henry ikke var så rask, var det som regel mig, der blev sendt op i tårnet for at smøre og vedligeholde urene. Henry stod så nede på jorden og dirigerede arbejdet”.

Dette var urets historiske baggrund. I mange år frem til 1957 (hvor teglværket blev nedlagt), viste uret tiden for de travle arbejdere på henholdsvis teglværk og møllegård. Uret trækkes op med lodder ca. en gang om ugen. Fra 1979, hvor fru Agnes Villemoes, flyttede fra gården, blev viserne sat i stå.

Dette var til ærgrelse for de mange forbipasserende på Skærum Møllevej. Men dette er nu anderledes, som det fremgår af følgende år 2000 begivenhed på Skærum Mølle.

Nu går og slår det gamle ur igen

(uddrag af avisartikel i Ringkøbing Amts Dagblad den 30. december 1999)

Det gamle gårdur på Skærum Mølle både går og slår igen efter mange års stilstand. Det er Jens Bjerregård, Møborg og Søren Outzen, Vemb, der med teknisk snilde har sat det gamle ur i stand.

Og som tak for den indsats, blev de begge slået til riddere af den gyldne Vosborg-teglsten, da uret blev genindviet i går.

Til stede ved begivenheden var de to nyslåede riddere, lokalhistoriker Rudolf Uhre, medlemmer af Skærum Mølles støtteforening samt Gudrun Aspel og Anna Elise Villemoes, Folkeuniversitetet Skærum Mølle. Desuden var urmager Per Lüchow fra Ringkøbing inviteret, idet han for nylig har sat uret på

Amtsrådhuset i Ringkøbing i stand til årtusindskiftet. Interessant nok viser dette ur sig at være fremstillet på Løkken ”Tårnurfabrik, så de to ure er i ”familie”.

Og så fik Jens Bjerregård og Søren Outzen hængt en lille, gylden mursten om halsen som bevis på deres nye ridderværdighed. De fik også hver en gylden mursten i fuld størrelse og en god flaske til at nyde en nytårsaften. Og så blev der skålet i laden i en god whisky.

På Skærum Mølles ladedør hænger der nu en plade, som fortæller om indsatsen og den bærer teksten:

Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølles støtteforening er baggrunden for at dette initiativ blev taget, og overrækkelsen skete med velkomst fra støtteforeningens næstformand pastor Elof Westergård, som bl.a. udtalte:

”På Støtteforeningens vegne skal jeg byde velkommen her på Skærum Mølle i dag, sidst på året, samlet om tiden, om uret her på gårdspladsen.

Den jødisk-europæiske forfatter Elia Canetti har i nogle optegnelser skrevet en linje, der lyder: ”Han ofrer uret og undgår fremtiden”. Var det blot så enkelt? At vi kunne gøre dette, ofre uret og sige ”skidt – pyt” med tiden. Lad os hver passe sit, i sit eget tempo og i sin egen rytme. Men sådan er det ikke – vi deler tid, og uret er således også kommet for at gå. O nu går det også igen her på Skærum Mølle.

Uret her på gårdspladsen – har jeg ladet mig fortælle, er et håndgjort ur lavet for snart 72 år siden i Vrensted af en tårnursfabrikant. At uret nu er blevet repareret, skyldes det ihærdige arbejde af jer to, Søren Outzen og Jens Bjerregård. Og en særlig velkomst og en stor tak til jer for dette arbejde, skal her lyde.

Men nu skal Rudolf Uhre have ordet, eller måske rettere have tid til at fortælle os mere om tiden og uret”.

Skærum Mølle består af en hovedbygning opført 1865 af herregården Nørre Vosborgs ejer, etatsråd AE. M. Tang, kendt for sin indstasts for bondestandens oplysning og landbrugsdriftens udvikling. Avlsbygningerne er fra 1928 og den store aftætgsbolig er opført 1914.

Uddrag af Rudolf Uhres tale ved genindvielsen af uret på Skærum Mølle

Tak for velkomsten nu, hvor vi skal sætte tiden på Skærum Mølle i gang igen, efter at den lidt symbolsk har stået stille for længe. Der er nu fuld gang på kursusvirksomheden i Folkeuniversitetscenteret året rundt, og alle restaureringsopgaverne er kommet så vidt, at det giver mening at sige, at vi nu er med tiden, at vi har fra årtusindeskiftet igen, sætter uret i gan

Folkeuniversitetscenterets støtteforening, som tæller 2000 medlemmer, gav mig i efteråret lov til at forsøge at få gårduret sat i gang igen efter mange års stilstand. Intentionerne var, at vi kunne stå her kl. 24 nytårsaften og trykke på en knap, så sekunderne, minutterne og timerne kunne tælles fra begyndelsen af år 2000. Det ville nok have været vanskeligt at få fat i forsamlingen her med presse og andre gæster, så vi snyder med to en halv dag for tidligt nu.

Det eneste tekniske geni, jeg kendte her i nærheden, var Søren Outzen fra Vemb, og da jeg forelagde ham problemet, svarede han beredvilligt: ”Jeg vil godt hjælpe, hvis vi kan overtale Jens Bjerregård fra Møborg til at hjælpe; han er den eneste heromkring, der har evner til sådan en opgave”! Vi kørte op til Jens i en af Sørens flotte museumsbiler. Vi fik vores kaffe, og Jens svarede, som Søren havde forventet: ”Jeg lover ingenting”!

Jeg fik stillet stillads op under uret, og da de to fik lukket op ind til urværket, så var spillet vundet, for begge lever for at præstere tekniske opgaver. Opgaven var tilpas vanskelig, og de to så ikke andet end det håndforarbejdede urværk fra 1928, som blev meget beundret. Værket kom ned, og en hel uge blev slagarme til det udvendige, og jernklokken, der var rusten i flere lag, blev sandblæst, malet og sat op. Slagværket lyder sikkert spinklere end dengang for 72 år siden; men fint kan det høres.

Vi beundrer jer for jeres tekniske snilde, hvor uret nu går næsten nøjagtigt igen, vi er glade og taknemmelige for, at I har ofret alle disse timer uden at få noget for det. Derfor hjertelig tak. For jeres dåd slår vi jer nu til riddere af ”Vosborg Teglværks gyldne mursten”.

Skål og tillykke til Centeret med et gammeldags ur, der forhåbentlig fremover lægger klang og timetælling til meget fint, som skal foregå her!