Skærum Mølles gårdur

Skærum Mølles gårdur

Indbygget 1928 • Restaureret 1999

Urets ophavsmand, Chr. Ørnholm

Født i Ugilt sogn d. 2/1 1857 og død 3/2 1936.

 Døbt Chr. Jensen søn af husmand Jens Larsen Christensen og jordemoder Juliane Frederikke Christensen.

I begyndelsen af 1860 flyttede de til Vrensted. Ørnholm kom i lære hos den lokale smed Søren Larsen, ”Smed Søren”. Det er i øvrigt betegnende for vendelboernes respekt for levebrødet, at man nævner arbejdet før manden. Om ”Smed Søren” siges det, at han var ret slem til at drikke, og måske derfor blev Ørnholm ikke udlært hos ham, men udstod sin læretid hos smed Chr. Knudsen, Løkken.

Efter endt læretid tog Ørnholm en kort periode ud at sejle, for søfartsbog den 11/6 1977. Bliver indkaldt til tjeneste i søværnet 31/5 1879 og hjemsendt efter endt tjeneste den 1/10 1879.

Derefter tager Ørnholm på valsen i bl.a. Tyskland og Svejts og efter ca. 1 år får han arbejde på en symaskinefabrik i Odense. Derefter rejser han til København og får arbejde som finmekaniker på J.G.A. Eikhoff’s maskinfabrik. Senere får han arbejde som tårnurmager hos Bertram Lars i 1½ år og følgende på Store Nordiske Telegrafselskabs fabrik i 2 år.

Vrensted Taarnuhsfabrik

Ca. 1902 begynder han så småt at etablere sig som urmager og finmekaniker. I 1907 starter han sammen med H.C. Heidemann ”Dansk kinematografisk fabrik” i Studiestræde 16. Omkring 1912 sælger Ørnholm sin andel i fabrikken og koncentrerer sig mere om at opbygge en tårnurfabrik. Men tingene udvikler sig ikke så gunstigt, så Ørnholm overvejer at udvandre til USA, hvilket ikke bliver til noget formodentligt på grund af 1. verdenskrig.

1/8 1914 køber Ørnholm sognefoged Lars S. Larsens cykelværksted i Vrensted, som han hurtigt får omdannet til tårnurværkstedsfabrik. Vrensted Taarnuhrfabrik.

Da Ørnholm havde fået et godt ry som finmekaniker i København varede det heller ikke længe før der som kunder fra hele landet. Mange af opgaverne var så komplicerede, at andre værksteder anså dem for at være umulige. Han fremstillede mange perron-ure til DSB og Privatbanerne; men hans største opgaver var tårnure, hovedsageligt til kirker; men også herregårde rundt omkring i landet fik lavet tårnure.

Et andet kapitel af hans virksomhed i Vrensted var standure. ”Vendsyssel Bornholmerure”. Det var efter andre urmageres udsagn noget af den bedste kvalitet, der kunne udføres. Hans krav til kvalitet var så høj, at af ca. 30 unge mennesker, der kom i lære hos ham, blev kun 2 udlært.

Han fremstillede 243 tårnure og ca. 183 standure. Fabrikken blev solgt den 3/2 1936 til A. Kjeldsen Nielsen, Løkken, som den 20/12 1936 flytter hele fabrikken til Løkken hvor den får navnet ”Løkken Tårnur Fabrik”.

Chr. Ørnholm dør den 3/2 1936.

Løkken Tårnurfabrik

Da det nye rådhus i Århus i 1940 fik sit tårnur, var det Europas største med en skive på 7 m i diameter – og det var fremstillet i Løkken. Tårnurfabrikken i Løkken, der var kendt over det meste af Danmark, leverede ure til de fleste kirker i Nordjylland og perronure bl.a. i Sønderjylland og på Fyn. Fabrikken lå i Jernbanegade.

Men det hele begyndte i Vrensted. H.C. Ørnholm var født i Ugilt 1857, men voksede op i Vrensted, hvor han kom i smedelære. Som svend fik han bl.a. arbejde hos en tårnurmager i København og her oprettede han senere sit eget ”Mekaniske Værksted for fabrikation af Uhre og Finmekanik” og tilbød ”Tårn- og Bygningsuhre til Kirker, Herregårde, Fabrikker og Skoler”. Tårnurene var med 5 års garanti.

I 1914 flyttede han fabrikken til Vrensted, hvor han i begyndelsen af 1930erne fik en lærling fra Løkken, Henry Kjeldsen Nielsen (f. 1918), søn af snedkermester Anders Kjeldsen Nielsen, Jernbanegade 34. Henry K. Nielsen fik svendebrev i 1938 og var Danmarks eneste tårnurmager med svendebrev.

I 1936 døde Ørnholm, og Anders Kjeldsen Nielsen købte tårnurfabrikkens maskiner og flyttede fabrikationen til Jernbanegade i Løkken. I nr. 34 var der maskinsnedkeri i den vestlige bygning og tårnurfabrik i den østlige. Her arbejdede hans to sønner Harald og Henry, og det blev mest Henry, der kom til at forestå fremstillingen af tårnure. I 1963 købte Henry Jernbanegade 27, ”Villa maalet” og flyttede hele tårnurfabrikken hen i det store baghus. Harald Kjeldsen Nielsen fortsatte i nr. 34 med VVS-virksomhed.

Men det var ikke bare urene, der havde Henry Kjeldsen Nielsens interesse. Han konturerede en malkemaskine, der under navnet SOLO også blev fremstillet i Løkken. Henry Kjeldsen Nielsen var i det hele taget en opfindertype og fik anmeldt patent på et skjult hængsel til overfalsede døre. Desuden havde han konstrueret støtteben til sovesofaer. Dem blev der fremstillet i tusindvis af på fabrikken.

Fabrikkens sidste lærling var Peter Banasik, der nu bor i Vendelbogade.

Han fortæller:

I 1959 fik Henry Kjeldsen Nielsen overrakt en 1. præmie i en idékonkurrence udskrevet af Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Det var den tidligere finansminister, professor Thorkil Kristensen, der overrakte præmien.

Kjeldsen Nielsen solgte Vendelbogade 27 i 1979; men da var tårnurfabrikken ophørt. Han døde året efter.

”Jeg kom i lære i 1964. Det var fru slagter Sørensen, der talte med Henry om det. Min mor var lige død på det tidspunkt. Jeg havde nogle travle år på fabrikken, der lige var flyttet til nr. 27. Jeg lavede en del drejearbejde, bl.a. støtteben til sovesofaer. Det var en af Henrys opfindelser. Men jeg arbejdede også med ure.

Vi arbejdede stadig med de gammeldags tårnure; men Henry var også ved at gå over til de elektriske ure. Vi havde en del vedligeholdelsesarbejde, så jeg var med Henry på mange ture sydpå, bl.a. til Kolding- og Haderslevegnen, da Henry ikke var så rask, var det som regel mig, der blev sendt op i tårnet for at smøre og vedligeholde urene. Henry stod så nede på jorden og dirigerede arbejdet”.

Dette var urets historiske baggrund. I mange år frem til 1957 (hvor teglværket blev nedlagt), viste uret tiden for de travle arbejdere på henholdsvis teglværk og møllegård. Uret trækkes op med lodder ca. en gang om ugen. Fra 1979, hvor fru Agnes Villemoes, flyttede fra gården, blev viserne sat i stå.

Dette var til ærgrelse for de mange forbipasserende på Skærum Møllevej. Men dette er nu anderledes, som det fremgår af følgende år 2000 begivenhed på Skærum Mølle.

Nu går og slår det gamle ur igen

(uddrag af avisartikel i Ringkøbing Amts Dagblad den 30. december 1999)

Det gamle gårdur på Skærum Mølle både går og slår igen efter mange års stilstand. Det er Jens Bjerregård, Møborg og Søren Outzen, Vemb, der med teknisk snilde har sat det gamle ur i stand.

Og som tak for den indsats, blev de begge slået til riddere af den gyldne Vosborg-teglsten, da uret blev genindviet i går.

Til stede ved begivenheden var de to nyslåede riddere, lokalhistoriker Rudolf Uhre, medlemmer af Skærum Mølles støtteforening samt Gudrun Aspel og Anna Elise Villemoes, Folkeuniversitetet Skærum Mølle. Desuden var urmager Per Lüchow fra Ringkøbing inviteret, idet han for nylig har sat uret på

Amtsrådhuset i Ringkøbing i stand til årtusindskiftet. Interessant nok viser dette ur sig at være fremstillet på Løkken ”Tårnurfabrik, så de to ure er i ”familie”.

Og så fik Jens Bjerregård og Søren Outzen hængt en lille, gylden mursten om halsen som bevis på deres nye ridderværdighed. De fik også hver en gylden mursten i fuld størrelse og en god flaske til at nyde en nytårsaften. Og så blev der skålet i laden i en god whisky.

På Skærum Mølles ladedør hænger der nu en plade, som fortæller om indsatsen og den bærer teksten:

”Gårduret, et håndbygget af C. Ørnholm-værk fra Vrensted fra 1928, er uden beregning og efter megen kyndig renovering i 1999 og efter 30 års stilstand sat i gang igen ved årtusindskiftet af Jens Bjerregård og Søren Outzen”.

 

 

Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølles støtteforening er baggrunden for at dette initiativ blev taget, og overrækkelsen skete med velkomst fra støtteforeningens næstformand pastor Elof Westergård, som bl.a. udtalte:

”På Støtteforeningens vegne skal jeg byde velkommen her på Skærum Mølle i dag, sidst på året, samlet om tiden, om uret her på gårdspladsen.

Den jødisk-europæiske forfatter Elia Canetti har i nogle optegnelser skrevet en linje, der lyder: ”Han ofrer uret og undgår fremtiden”. Var det blot så enkelt? At vi kunne gøre dette, ofre uret og sige ”skidt – pyt” med tiden. Lad os hver passe sit, i sit eget tempo og i sin egen rytme. Men sådan er det ikke – vi deler tid, og uret er således også kommet for at gå. O nu går det også igen her på Skærum Mølle.

Uret her på gårdspladsen – har jeg ladet mig fortælle, er et håndgjort ur lavet for snart 72 år siden i Vrensted af en tårnursfabrikant. At uret nu er blevet repareret, skyldes det ihærdige arbejde af jer to, Søren Outzen og Jens Bjerregård. Og en særlig velkomst og en stor tak til jer for dette arbejde, skal her lyde.

Men nu skal Rudolf Uhre have ordet, eller måske rettere have tid til at fortælle os mere om tiden og uret”.

Skærum Mølle består af en hovedbygning opført 1865 af herregården Nørre Vosborgs ejer, etatsråd AE. M. Tang, kendt for sin indstasts for bondestandens oplysning og landbrugsdriftens udvikling. Avlsbygningerne er fra 1928 og den store aftætgsbolig er opført 1914.

Uddrag af Rudolf Uhres tale ved genindvielsen af uret på Skærum Mølle

Tak for velkomsten nu, hvor vi skal sætte tiden på Skærum Mølle i gang igen, efter at den lidt symbolsk har stået stille for længe. Der er nu fuld gang på kursusvirksomheden i Folkeuniversitetscenteret året rundt, og alle restaureringsopgaverne er kommet så vidt, at det giver mening at sige, at vi nu er med tiden, at vi har fra årtusindeskiftet igen, sætter uret i gan

Folkeuniversitetscenterets støtteforening, som tæller 2000 medlemmer, gav mig i efteråret lov til at forsøge at få gårduret sat i gang igen efter mange års stilstand. Intentionerne var, at vi kunne stå her kl. 24 nytårsaften og trykke på en knap, så sekunderne, minutterne og timerne kunne tælles fra begyndelsen af år 2000. Det ville nok have været vanskeligt at få fat i forsamlingen her med presse og andre gæster, så vi snyder med to en halv dag for tidligt nu.

Det eneste tekniske geni, jeg kendte her i nærheden, var Søren Outzen fra Vemb, og da jeg forelagde ham problemet, svarede han beredvilligt: ”Jeg vil godt hjælpe, hvis vi kan overtale Jens Bjerregård fra Møborg til at hjælpe; han er den eneste heromkring, der har evner til sådan en opgave”! Vi kørte op til Jens i en af Sørens flotte museumsbiler. Vi fik vores kaffe, og Jens svarede, som Søren havde forventet: ”Jeg lover ingenting”!

Jeg fik stillet stillads op under uret, og da de to fik lukket op ind til urværket, så var spillet vundet, for begge lever for at præstere tekniske opgaver. Opgaven var tilpas vanskelig, og de to så ikke andet end det håndforarbejdede urværk fra 1928, som blev meget beundret. Værket kom ned, og en hel uge blev slagarme til det udvendige, og jernklokken, der var rusten i flere lag, blev sandblæst, malet og sat op. Slagværket lyder sikkert spinklere end dengang for 72 år siden; men fint kan det høres.

Vi beundrer jer for jeres tekniske snilde, hvor uret nu går næsten nøjagtigt igen, vi er glade og taknemmelige for, at I har ofret alle disse timer uden at få noget for det. Derfor hjertelig tak. For jeres dåd slår vi jer nu til riddere af ”Vosborg Teglværks gyldne mursten”.

Skål og tillykke til Centeret med et gammeldags ur, der forhåbentlig fremover lægger klang og timetælling til meget fint, som skal foregå her!

En gammel bog

En gammel bog

En gammel bog

En gammel bog, lidt mere en 80 år gammel og med flere personlige breve imellem siderne, og med titlen ”LITTLE GRETA OF DENMARK”, blev fundet på Skærum Mølle. Bogen er udgivet i 1939 af GROSSET & DUNLAP Publishers, New York, arrangeret af ”A. Flanagan Company”.

Det viser sig at være både en sjov og en sød historie om en amerikansk forfatter, der drog mod bl.a. Danmark for at skrive om børn i andre lande, og som endte med at få et, hvad man kan læse af brevvekslingen, varmt forhold til både Danmark og Villemoes familien.

Forlaget, der har udgivet bogen skriver om forfatteren:  “The author took her own photographs during a long visit in Denmark and has proved herself as capable a photographer as she is a writer of delightful books for children”.

Bernadine Bailey Bernadine Bailey

Bernadine Bailey, forfatter til børnebogen ”LITTLE GRETA OF DENMARK”, havde taget den lange rejse fra Amerika til Danmark, for at kunne skrive den helt rigtige bog om børn og Danmark til bogserien ”The Children of all Lands Stories”. Året var 1938 og man kan måske, uden at vide det, forestille sig at Mrs. Bailey har rejst med American Line fra New York til Göteborg – en rejse der tog 10 dage. Når man læser dagbøger fra andre, der har taget denne rejse, kan man læse udførlige beskrivelser af måltiderne og de mange retter man serverede om bord, hvilket tegner et meget godt billede af, at måltiderne nok har været en af de eneste aktiviteter udover at samtale med andre mennesker.

Mrs. Bernadine Bailey træder ind i Skærum Mølles historie ved at tilbringe en hel uge hos Villemoes familien for at lave research til hendes bog. Med Mrs. Baileys besøg kommer en ganske stor del af den 190 siders bog om ”lille Grete fra Danmark” også til at handle om Skærum Mølle og Nr. Vosborg. Mange af bogens billeder er ligeledes taget på Skærum Mølle og i omegnen.

Fra sit efterfølgende ophold i København skriver Mrs. Bailey, på Hotel Cecils brevpapir, et takkebrev til Fru Villemoes:

København K., d. July 11, 1938

My dear Mrs. Villemoes:

Our week in Skarum Molle was the most delightful experience of our whole summer, and we shall never forget it. Your home is so lovely, and you and your family did so many many things to make our visit a beautiful memory that we shall cherish always. It is difficult to express, in words, just how much we appreciate it. When you come to America, we will be able to show you.

This past week in Copenhagen has also been unusually pleasant, and we have been entertained in several lovely Danish homes. All in all, I am more in love with Denmark than ever, and hope that some day I can see it again.

Under separate cover I am sending you a set of the pictures that we took at Skarum Molle and at Vosborg. I am sending another complete et to Mrs. Adams and am sending the Vosborg pictures to Mr. Barfod. If you would like to have more copies of any of these pictures, just let me know, and I shall be glad to send them.

Yesterday we spent in Hillerod, and drove out to see Jaegerspris, another lovely castle, built by Frederic VII. Castles are a sort of hobby with me, and I never see enough of them. Of course, we took the trip out to see Kronborg, Fredensborg, and Frederiksborg. I had seen them before, but it was great fun to go again.

Tomorrow we sail for Helsinki, where we shall stay at the Kareliea Hotel. From August 1 to 6 we shall be in Stockholm, at the Plaza Hotel. I do hope to hear from you and the children, but more important than that, I hope to see you in America next year. My home address is 6652 Minerva Ave., Chicago, Ill., U.S.A.

Mother joins me in sending kindest regards to all the family and most affectionate greetings to you.

Sincerely yours,

Bernadine Bailey

Kontakten mellem forfatterinden Bernadine Bailey of familien Villemoes fortsætter i årene fremover og udvikler sig, som før nævnt, til et varmt venskab, som man læser ud af de gamle gemte breve.  Mrs. Bailey fremsender da også i 1981, 365 dage med godt helbred og lykke.

Skærum Mølle 1938
Postens Hul

Postens Hul

Historien bag navnet – Postens Hul

Af Jannie Würtz Sløk efter fortælling af Gunnar H. Pedersen

Lige sydvest for Vemb, halvvejs ved Nørre Vosborg finder man ”Postens Hul”.  Navnet ”Postens Hul” er betegnelsen for et markant, meget dybt sving i Storå beliggende vest for landevejen Vemb – Ulfborg. (Her markeret med rød pil syd for åen).

Navnet er opstået på baggrund af en tragisk hændelse.

Den 35-årige statshusmand og postbud Niels Christian Mortensen Østergaard boede på ejendommen Vester Vemb sammen med sin hustru Maren Andreasen på 37 år og deres 6 børn. Det gode postbud var på egnen kendt for sine hyppige næsten daglige badeture i Storåen, Han yndede, når dagens dont med posten var til ende og alle de mange gøremål på husmandsstedet veloverstået, at tage et aftensbad i Storåen.

Således også den 21. juni 1912. Men denne aften vender han ikke tilbage fra det for-friskende aftenbad.

I Vemb var der en arbejdsmand Karl Hansen, der havde lært sig at dykke. Han blev bedt om at dykke efter det forsvundne postbud, som man hurtigt antog måtte være druknet. Første dykning gav intet resultat og Karl Hansen blev bedt om at forsøge sig endnu engang noget senere.

Han foretog, meget imod sin kones vilje, endnu en dykkereftersøgning den 23. juli, hvor det lykkedes at finde postbud Niels Christian Mortensen Østergaard – angiveligt ”stående” oprejst på 9 meters vand ganske tæt ved bredden. Kun med besvær og ved hjælp af en rive, fik dykker Karl Hansen løsnet afdødes fødder fra bunden så liget kunne bjærges.

Dagen efter blev der foretaget medicolegalt ligsyn (ligsyn med tilstedeværelse af politi-mester og embedslæge foretaget på foran-ledning af det offentlige).

Den 25. juli 1913 blev han stedt til hvile på Vemb Kirkegård. På dette tidspunkt vidste hans hustru ikke engang, at hun var gravid igen, da hun blot var ca. en uge inde i graviditeten, da hendes mand druknede.

Den 20. marts 1913 fødte Maren sit og Niels Christians 7. barn; en dreng som blev døbt Niels Christian Østergaard.

Siden den tragiske begivenhed har ”Postens Hul” været betegnelsen for dette meget dybe sted i Storåen.

Ny storkerede på Skærum Mølle

Ny storkerede på Skærum Mølle

Ny storkerede på Skærum Mølle

I de “gamle dage” kom storkeparret og boede i Vemb og nu får de igen muligheden for, at “finde hjem” til den nye storkerede.

Den 13. april 2021 blev der med store maskiner opsat en ny storkerede i vådområdet ved Skærum Mølle.

Inde fra Møllens hyggelige kontor hos Gudrun Aspel kan man se storkereden og følge med, hvis Skærum Mølle skulle være så heldige, at et storkepar flytter ind næste sæson – spændingen er stor!

 

Fugle-Mortensen

Hans Christian Cornelius Mortensen, eller kaldet “Fugle-Mortensen” var født i 1856.

Han opfandt ringmærkningen fordi han bl.a. undrede sig over, hvad fuglene lavede om vinteren. På en aluminiums ring, omkring fuglens ben, med nummer og adresse noteret, slap han fuglene fri. Hver eneste fugl beskrev han med art, alder og køn samt hvor i landet den var fanget.

stork

”Fugle Mortensen” – ”Ringmærkningens fader”

”Fugle Mortensen” – ”Ringmærkningens fader” var i 1918 i gang på Skærum Mølle.

 Af Gudrun Aspel

På Skærum Mølle var der i adskillige år ”fast bolig” for storkene, således som der også var på Nr. Vosborg og i Vemb på henholdsvis lægeboligen og Vemb gæstgivergård.

I 1918 opdagede Laurids Villemoes at en af storkene havde ring om benet. Han henvendte sig til H.C.C. Mortensen, Viborg, som i 1899 var begyndt med at udføre ringmærkning efter at have eksperimenteret dermed siden 1890.

Der udviklede sig en brevveksling mellem dem, der medførte et stort eksperiment med et stillads på ladetaget på Skærum Mølle, hvorfra man med kikkert observerede storken og var heldige at aflæse nummeret på ringen.

Det viste sig at være en slesvigsk stork mærket som lille redeunge i Tønder hos apotekeren – det vil sige i en afstand af 155 km. I 1919 observeredes den samme stork på Skærum Mølles tag. Den kom de følgende år tilbage.

Siden 1953 har der været hejrekoloni på Skærum Mølle efter at den tidligere havde været i Stenumgårds plantage i Råsted.

Stork og hejre på Skærum Mølle

Bogen ”STORK og HEJRE” af Aage Aspel kan købes på Folkeuiversitetscenterets kontor eller bestilles på stedets hjemmeside www.skaerum.dk.

Stillads til storkereden
Storkereden på Skærum Mølle

Storken i Vemb

Storken i Vemb

På lægeboligen i Vemb var der igennem mange år storkerede på taget; huset hvor DOKTOR LØWE boede. Han var praktiserende læge og besøgte børn, hvis de var sengeliggende igennem længere tid.

Således også Gudrun Aspel, der fandt på at få tiden til at gå med at sende ham små tegninger – blandt andet af fugle især af storken.

Doktor Løwe gav sig tid til at svare.

Til højre ses Lægefamilien Løwe

Storkerede 1958-60 Vemb

Storkerede befandt sig på Stationsvej i Vemb.

Lægefamilien Løwe

Til venstre ses brevet som lille Gudrun modtog fra Dr. Løwe.

Herunder et billede af Gudrun.

Gudrun Aspel som barn
Klokken på Skærum Mølle

Klokken på Skærum Mølle

Oktober 1937 afsløredes ved en større højtidelighed ved Torsminde et mindesmærke, tegnet af arkitekt J.C:F. Olrik. Ideen til dette skyldtes viceadmiral Hj. Rechnitzer og daværende redningsbestyrer Vilhelm Fabricius; men initiativet blev taget af den danske presse.

Mindesten for St. George og Defence

Det består af en granitsten godt 2 meter høj og af 2 mindre sten mellem hvilke nogle trin fører op til den store. På den store står under indhugget krans:

JULEAFTEN

1811

STRANDEDE ½ SØMIL

UD FOR DETTE STED

DE BRITISKE LINIESKIBE

DEFENCE OG ST. GEORGE

På bundsten står:

REJST AF DEN DANSE PRESSE

På de to mindre sten foran mindesmærket står:

FRA ST. GEORGE OMKOM 853 MAND

12 MAND BLEV REDDET

FRA DEFENCE OMKOM 538 MAND

6 MAND BLEV REDDET

I 1907 gav Mylius Erichsen i sine ”Nye strandingshistorier” en levende og meget personligt præget fremstilling af begivenhederne omkring de to skibes forlis, og nogle år senere kom Storgaard Pedersens afhandling ”De store engelske krigsskibes stranding 1811” i Hardsyssels Årbog (1911).

Den er præget af den store, lokalhistoriske viden og nøgterne grundighed, som er så typisk for denne myreflittige lokalhistoriker.

Det ser ud til, at det oprindelig var et dykkerlaug fra Ringkøbing, der begyndte på bjergningsarbejdet, men da dette ikke kunne svare sig, overlod man det til dykkerne fra Fjaltring, som i 1876 bl.a. bjergede 6 mindre kanoner, nogle krudttønder og to skibsklokker. Den ene af klokkerne hænger i No kirke nordøst for Ringkøbing, hvorfra dens toner lød den dag i 1937, da mindesmærket for katastrofen blev afsløret ved Torsminde, medens den anden nu er fastnaglet til dettes fodstykke efter i mange år at have hængt i Skærum Mølle syd for Vemb, hvis ejer, fabrikant Laur, Villemoes, skænkede den til den komité, der tog initiativet til at rejse mindesmærket.

Herefter forærede pressen en klokke, der blev hængt op som brandklokke på Skærum Mølle, hvor der var mange ansatte ved teglværk og landbrug med mere. Klokken var fra et skib ”Olfert Fischer”.

Klokken på Skærum Mølle
Niels Villemoes

Niels Villemoes

Hvem var Niels Villemoes?

Hvem var denne driftige mand? Det kan du altsammen blive klogere på ved at læse bogen “Villemoes – en dannelseshistorie i et vestjysk iværksætter miljø 1860 – 196o” forfattet af  historikeren Esben Esben Graugaard fra Holstebro Museeum.

I 1879 begynder et nyt afsnit af Skærum Mølles historie, der er knyttet sammen med slægten Villemoes’ historie, som også er skriverens egen bagage i livet. Alligevel er det følgende ikke kun familiepassiar. Selv om det væsentligst er et resumé af Niels Villemoes levnedsløb, kan det — med plads til ændring af detaljer — bruges som skabelon for beretninger om de mange, mange landbosønner der i årtierne omkring århundredeskiftet blev hjemsendt fra landets højskoler med udsyn, nye kundskaber, inspiration og tillid til egne evner.

Du kan læse mere om Niels Villemoes på vores side om Skærum Mølles historie: Læs mere her

“Villemoes – En dannelseshistorie…

“Villemoes – En dannelseshistorie…

“Villemoes – En dannelseshistorie i et vestjysk iværksættermiljø 1860 – 1960”.

Esben Graugaard, som er, dr.phil. i historie og fra Holstebro Museum, har skrevet bogen ”Villemoes. En dannelseshistorie i et vestjysk iværksættermiljø 1860-1960”.

Bogen fortæller om de tre brødre Niels, Chresten og Andreas Villemoes fra ”Villemoesgården” i Vejrum.

Det hele begyndte i gårdens smedje, hvor de tre brødre Niels, Chresten og Andreas samlede importerede landbrugsmaskiner, som de solgte. Næste skridt var selv at konstruere maskiner – som f.eks. Danmarks første automatiske roeoptager.

I 1879 forpagtede Niels og Chresten Villemoes Skærum Mølle, hvor de udviklede Vestjyllands mest moderne teglværk – fra 1891 suppleret med Teglgården ved Lemvig. Esben Graugaard siger til Lemvig Folkeblad 2.12.2017: ”Chresten opbyggede senere Teglgården i Lemvig, ligesom han samme sted byggede det prægtige hus med fjordudsigt, der den dag i dag i folkemunde kaldes “slottet”. Det spændende ved familien er, at der ikke bare var én, der var heldig, men en hel familie. Jeg har indtryk af, at de ikke kun gjorde det for pengene, men for at skabe noget nyt. De havde den der rigtige iværksætter-ånd, og – nu lyder det vældig højtravende – de ville gøre verden til et bedre sted. I dag taler man om, at vi bor i Udkantsdanmark. Det gjorde de også på den tid, men det viste de ikke tegn på, at de var klar over: De gik bare i gang.”