Folkeoplysningens Hus

Et Martin Buber Center

-relationer, samvær og samtale

-et hus om at lære

-et bibliotek & auditorium

Danmark har siden skolelovenes tid været et land præget af folkeoplysende aktiviteter.

Med Grundtvig og Kolds skoletanker fra 1844 kom de mange folkehøjskoler og i 1898 dukker – efter engelsk forbillede og med inspiration fra en række universitetsfolk – folkeuniversitetsvirksomheden op i første omgang i København.

Siden har Folkeuniversitetsarbejdet bredt sig over hele landet og en lang række politisk inspirerede oplysningsforbund er kommet til.

Så mange, at det hedder sig at ”der er lige så mange som hinduerne har guder” – og det er som bekendt mange!

Det er nærliggende at afbilde disse som et ”FOLKEOPLYSNINGENS TRÆ” med rødder og mangfoldige grene og kviste samt overveje træets ”frugter” i samfundet – i form af udvikling af de mange ”høresale”/auditorier og læsesale/bogsamlinger/biblioteker.

Vi vil gerne etablere ”Folkeoplysningens hus” med bibliotek og auditorium og et keramisk relief forestillende ”Folkeoplysningens træ”. Særskilt vises ”Nordisk Folkeoplysnings geografi”.

Vi kalder huset for et Martin Buber Hus som symbol på mange internationale sammenhænge – og som dokumentation af Bubers relation til Grundtvig!

Folkeuniversitetscenteret arbejder på at opbygge et Martin Buber-hus hvor kunstneren Peter Brandes agter at lave lysindfald vinkel over motivet ”En sædemand gik ud at så”. En model af huset, som har været udstillet på Biennalen i Venedig kan ses i Skærum Mølles lade.

Hvorfor?

Folkeuniversitetscenterets kulturbegreb bygger på variation – og sammenhænge.

Dialog og kulturforståelse er nødvendige elementer i en fremtidstænkning.

Skærum Mølle historisk set er et dansk kultursted, det er udviklet i samspillet mellem folkeoplysning´, andelsbevægelse og demokrati i nordisk tradition.

Denne kultur har sinde rødder i Europa og hviler på ”søjler”, der hedder Rom, Athen, Bysantz og Jerusalem.

Martin Buber rummer i sin filosofi og ved sin skæbne fra Galizien til Jerusalem en lære af stor historisk rækkevidde. Han har slægtskab åndeligt set på mange måder med Grundtvig omkring Voksen- ”undervisning”, – og sprogforståelse. Og i ”møde med mennesker”; et fællesskab, der ligger bag Folkeuniversitetets virke.

Filosofien om Jeg-Du-Det aktualiseres af den vestlige vardens problemer bl.a. omkring  forurening (Naturen som et ”Det”) og sygdomsopfattelse (patienten som et ”Det”), og fordi nutidens spørgsmål indenfor religion og spiritualitet mangler vækst rum, og en forståelse af det religiøse sprogs egenart.

Man kan tænke over, hvorledes sproglige udtryk som flygtningestrømme og masseindvandring kan skygge for det forhold, at der er tale om individuelle livsforløb – mennesker, der skal ses med hver deres personlige skæbne.

Mellemøstens aktuelle problemstillerne udover Israel som den blivende ramme om jødisk-israelsk kultur kan inspireres af Bubers to-statsløsning i Palæstina og hans synspunkter om ”hebræisk humanisme” med udvikling af ansvarlig etik og politik.

En dialog imellem de store verdensreligioner – ikke mindst ”Abrahams børn” (Bogens folk” er påkrævet.

En bygning med Martin Bubers navn skal påminde os om at fastholde centrale værdier i menneskers liv og samfundets udvikling og stå som et kernepunkt, – et orienteringspunkt midt i Folkeuniversitetscenterets område, og appellere til besindelse omkring ”jordens forfulgte” (jvf. Poul Celan 1920-1970).

Centeret skal følge arbejdet omkring FN’s verdensmål om menneskerettighedsorganisationer og inddrage dette i kursusvirksomhed, hvor det er relevant og muligt.

Et sådant ”hus” kan indgå i Folkeuniversitetscenterets arbejde – ved samspillet og forbindelsen mellem kunst, videnskab, religion og samfund, – i et grundsyn, der ønsker at
hvile på kristendommens grundtanker og de ”store fortællinger” fra jødedom og kristendom.

Hvis det lykkes at gennemføre / realisere et sådant projekt med en så fantastisk kunstner som Peter Brandes, vil der være sendt et signal til omverdenen om at den megen tale om ”udkant” – måske nok er en geografisk realitet; – men ikke en indikator for indre iboende kræfter.