I 1907 gav Mylius Erichsen i sine ”Nye strandingshistorier” en levende og meget personligt præget fremstilling af begivenhederne omkring de to skibes forlis, og nogle år senere kom Storgaard Pedersens afhandling ”De store engelske krigsskibes stranding 1811” i Hardsyssels Årbog (1911).
Den er præget af den store, lokalhistoriske viden og nøgterne grundighed, som er så typisk for denne myreflittige lokalhistoriker.
Det ser ud til, at det oprindelig var et dykkerlaug fra Ringkøbing, der begyndte på bjergningsarbejdet, men da dette ikke kunne svare sig, overlod man det til dykkerne fra Fjaltring, som i 1876 bl.a. bjergede 6 mindre kanoner, nogle krudttønder og to skibsklokker. Den ene af klokkerne hænger i No kirke nordøst for Ringkøbing, hvorfra dens toner lød den dag i 1937, da mindesmærket for katastrofen blev afsløret ved Torsminde, medens den anden nu er fastnaglet til dettes fodstykke efter i mange år at have hængt i Skærum Mølle syd for Vemb, hvis ejer, fabrikant Laur, Villemoes, skænkede den til den komité, der tog initiativet til at rejse mindesmærket.
Herefter forærede pressen en klokke, der blev hængt op som brandklokke på Skærum Mølle, hvor der var mange ansatte ved teglværk og landbrug med mere. Klokken var fra et skib ”Olfert Fischer”.
