Historien bag navnet – Postens Hul
Af Jannie Würtz Sløk efter fortælling af Gunnar H. Pedersen
Lige sydvest for Vemb, halvvejs ved Nørre Vosborg finder man ”Postens Hul”. Navnet ”Postens Hul” er betegnelsen for et markant, meget dybt sving i Storå beliggende vest for landevejen Vemb – Ulfborg. (Her markeret med rød pil syd for åen).
Navnet er opstået på baggrund af en tragisk hændelse.
Den 35-årige statshusmand og postbud Niels Christian Mortensen Østergaard boede på ejendommen Vester Vemb sammen med sin hustru Maren Andreasen på 37 år og deres 6 børn. Det gode postbud var på egnen kendt for sine hyppige næsten daglige badeture i Storåen, Han yndede, når dagens dont med posten var til ende og alle de mange gøremål på husmandsstedet veloverstået, at tage et aftensbad i Storåen.
Således også den 21. juni 1912. Men denne aften vender han ikke tilbage fra det for-friskende aftenbad.
I Vemb var der en arbejdsmand Karl Hansen, der havde lært sig at dykke. Han blev bedt om at dykke efter det forsvundne postbud, som man hurtigt antog måtte være druknet. Første dykning gav intet resultat og Karl Hansen blev bedt om at forsøge sig endnu engang noget senere.
Han foretog, meget imod sin kones vilje, endnu en dykkereftersøgning den 23. juli, hvor det lykkedes at finde postbud Niels Christian Mortensen Østergaard – angiveligt ”stående” oprejst på 9 meters vand ganske tæt ved bredden. Kun med besvær og ved hjælp af en rive, fik dykker Karl Hansen løsnet afdødes fødder fra bunden så liget kunne bjærges.
Dagen efter blev der foretaget medicolegalt ligsyn (ligsyn med tilstedeværelse af politi-mester og embedslæge foretaget på foran-ledning af det offentlige).
Den 25. juli 1913 blev han stedt til hvile på Vemb Kirkegård. På dette tidspunkt vidste hans hustru ikke engang, at hun var gravid igen, da hun blot var ca. en uge inde i graviditeten, da hendes mand druknede.
Den 20. marts 1913 fødte Maren sit og Niels Christians 7. barn; en dreng som blev døbt Niels Christian Østergaard.
Siden den tragiske begivenhed har ”Postens Hul” været betegnelsen for dette meget dybe sted i Storåen.